SKOVTEMA Okt. 2016
Naturbørnehaven ”De 4 årstider”
FORMÅL:
Vi ville gerne udvide børnenes og vores kendskab til og viden om skovens træer. Vi er dagligt ude i den omkringliggende natur og vi har flere forskellige skovområder, vi ofte leger i. Vi ønskede at vi sammen skulle lære de forskellige træer at kende, deres navne, tilhørende fabler, deres forskellige kendetegn og hvad de kan bruges til.
METODE:
Vi ville bruge Skoven i skolens hæfte om Skovens træer som inspiration. Vi ville besøge et savværk og møde en rigtig skovhugger på arbejde i skoven. Vi ville undersøge, hvilke træer vi selv har i vores egen store have og se om der skulle være et, vi ikke har, som vi godt kunne tænke os skulle plantes hos os. Vi ville veksle mellem fortællinger, ture, oplevelser og kreative sysler med emner fra træerne i et tre uger langt tema.
FORLØB:
Vi lærte mange af tæerne at kende. Deres navne og vidunderlige fabler, skrevet af Thorstein Thomsen, de forskelligt formede blade, frugterne og barken at kende. Vi samlede blade ind og lagde i pres. Vi samlede frugter, nødder og rønnebær. Vi lavede kastaniedyr, kastanieedderkopper, som vi pyntede med i stuen og værksted. Vi lavede rønnebærkranse til fuglefoder, rønnebæræblegele og kastaniesæbe.
Vi besøgte Aggersvold Savværk i Jyderup, så den store sav og så, hvordan de lavede kragetræer af egetræ til kragetæer til stråtage. Vi målte en 34m lang granstamme, der var blevet fældet, talte årringe/ alder på flere slags tømmer, der lå til forarbejdning. Vi øvede os på, hvordan man kan måle et træs højde, når det står på roden med en målepind, på en arms længde og en meterpind.
Vi fandt ud af at vi hjemme i haven manglede et kastanietræ. Vi samler altid kastanier hos vores genbo, Den rytmiske Musikskole og fandt under det gamle træ et barn, vi fik lov at grave op og plantede midt i vores legeby. Den kan den så stå og vinke til os med de femfingrede blade.
Vi lavede aftale med Tommy Skovhugger om at møde ham i Bjergsted skoven og se ham fælde en gammel, død eg. Inden han fældede den viste han os al det grej, han bruger i skoven og børnene fik lov at bære på den lille motorsav. Bagefter målte vi, hvor høj egen var med vores måleudstyr, vi havde med hjemmefra. Vi målte den til at være 25m høj. Vi stod på forsvarlig afstand og fulgte med da Tommy fældede egen. Et mægtigt brag lød da den faldt til jorden! Nu var det spændende om vi havde målt rigtigt. Tommy målte med sit lange målebånd OG egen var 26m lang. Så det var godt ramt. Tommy viste bagefter på rodhug, sidehug, forhug og fældekam, hvordan man skal fælde sådan et stort træ og bestemme, hvor træet skal lægge sig. Vi fik de forskellige dele med hjem til en udstilling i værkstedet. Vi lavede til slut nogle fine store plancher af eg, bøg, ahorn, birk og kastanie med træsilhuetter, pressede blade og tilhørende frugter. Vi formidlede temaets aktiviteter og oplevelser på forældremøde og vores interne dropbox med billeder.
EVALUERING:
Både børnene og vi har fået meget ud af forløbet. Henover vinteren, kan vi se om vi kan kende de nøgne træer i vinterdragt og følge dem, når de til foråret langsomt springer ud igen.
Skrevet af Anne og Lene